Honning-Timian Is med Mandel-Honning Praline

Jeg fik min inspiration til denne is på internettet. – Hvad gør man når man har høstet en kæmpe bunke timian  haven og synes det er synd at tørre det hele?

Undervejs i arbejdsprocessen har jeg rettet opskriften til, idet den originale opskrift gav en is som var alt for sød i smagen. Denne is smager til gengæld helt  fantastisk!  Honningen kan smages men er ikke totalt dominerende, timianen kan ikke specifikt smages, men giver honningen en næsten karamelagtig smag.

Den kan spises med eller uden Mandel-Pralinen.

Isen laves sådan:

  • 1,25dl Sødmælk                                                            
  • 2,5dl Piskefløde
  • 3 store Timiangrene
  • 2 æggeblommer
  • 1dl Honning
  • 4dl piskefløde til flødeskum

Mælk, piskeføde, honning og timian hældes i en gryde og varmes langsomt op. Når mælkeblandingen simrer slukkes for blusset. Det trækker med låg på i 20 minutter. Det hele sis, så alle grene og blade er væk.

Pisk æggeblommer i en skål. Langsomt tilsættes ca. ¼ af mælke/flødeblandingen. Det hele returneres til gryden sammen med honningen. Kog ved lav varme og konstant omrøring med en træske til det lige tykner. NB det må ikke blive så varmt at det simrer.

Køl fuldstændigt af, kan sættes i køleskab over nogle timer når temperaturen er under 40 grader.

Når ismassen er helt kold, blandes massen med flødeskum af 4 dl piskeføde

Og fryses i ismaskine (eller fryser) til du har din is!

Mandel-Honning praline

  • 0,5dl honning
  • 0,25dl piskefløde
  • 75g smuttede groft hakkede mandler
  • Et nip salt
  • 1/8 tsk. Øko Vanilje pulver

Honning, fløde, salt og vanilje koges i en lille gryde under konstant omrøring. Når det er 125 grader varmt tilsættes mandlerne. Det hele hældes ud på et stykke bagepapir og lægges i fryseren. Når det er koldt/stift skæres det i tern og røres i isen. Du skal ikke fedte med det for længe mens du hakker pralinen, for så bliver det lettere flydende, men i isen er den knasende som en praline skal være.